|
Start spreading the news, we´re leaving today, we want to be a part of it – New York, New York Med Old Blue Eyes i tankerne drog udviklingschef Knud Birk og virksomhedskonsulent Nicolai Jørgensen på eventyr til USA: ”Vi var på jagt efter inspiration til kommende seminarer og til videreudvikling af vores koncept for salgsudvikling inden for mærkevarer og livsstilsrelaterede produkter. Så vidt muligt ønskede vi at komme på nært hold af de nyeste trends inden for oplevelsesøkonomien og iscenesættelse og få inspiration fra den gruppe af amerikanske oplevelsesrelaterede butikskoncepter, som er med helt fremme.” De blev ikke skuffede! ”New York er én stor non-stop-around-the-clock-beating oplevelse! Det er virkelig en by som aldrig sover. Inden rejsens begyndelse havde vi lavet et kompakt program med 31 besøg hos innovative retail koncepter og butikker. Vi nåede 33!” Listen over besøgte butikker omfattede bl.a. Prada, Fendi, Hugo Boss, Louis Vuitton, Nike Town, Disney flagship, FAO Schwartz (verdens største legetøjsforretning), Gucci, Urban Outfitters, The Apple Store (iPod), The NBC Experience Store og Nintendo World. Alle retail koncepter og butikker som vi besøgte, havde elementer af anderledes shoppingoplevelser, hvor kunderne er medskabere af shoppingoplevelsen eller produktet. Enten fordi de selv ”customizer” produktet i butikken, eller fordi selve besøget/shoppingoplevelsen ER produktet! Det er en klar tendens, som vi også herhjemme kender med Build-a-bear konceptet, at kunderne i meget nær fremtid kun vil købe produkter, som de selv er stærkt involverede i, som er unikke og som følelsesmæssigt giver mening. De butikker som har størst succes i New York netop nu, er de butikker eller koncepter som skaber en stærk kundeoplevelse gennem selve købsprocessen og herved manifesterer konceptet og brandet. Interessant er det, at det konkrete produkt eller den konkrete service mange gange ikke er den væsentligste årsag til købet. Det handler i lige så høj grad om selve oplevelsen – en immateriel værdi- i forretningen, som bliver tillagt en materiel værdi ved at kunne genfortælles ved fremvisning af det fysiske produkt. En af de ting, som Knud og Nicolai især noterede sig under besøget i New York var, at nøglen til succes i fremtidens retail ligger i evnen til at tænke butiksdesign og koncept således, at man får kunden til at blive i forretningen så længe som muligt. ”Det handler om at få kunderne til at gå på opdagelse og pirre eventyrlysten og nysgerrigheden. Fremtidens butikker skaber spændende, udfordrende, lærende og pirrende butiksmiljøer” Også de danske butikker må tænke oplevelsesøkonomien ind i deres koncept. Butikkens rum skal tænkes med, og det betyder, at butiksdisponering og eksponering i fremtiden får en helt ny betydning. For butikkerne betyder det også, at øget salg ikke udelukkende skal tænkes ud fra priser og service alene. Det kræver en helhedsorienteret tilgang med fokus på elementer som indretning, arkitektur og design – samtlige sanser hos kunden skal påvirkes og bringes i spil for at skabe en helhedsoplevelse. And if I can make it there, I´m gonna make it anywhere………………
|