|
Torsdag den 6. april 2006 i København blev den sidste af tre konferencer om emnet mangfoldighed, køn og ledelse afholdt. Konferencen var finalen på Trampolin; et toårigt projekt, udviklet og ledet af konsulentfirmaet GoProces.
Projektet blev dannet for at afdække, om et større fokus på køn og ledelse kan skabe både innovation og en bedre bundlinje for virksomheder. Det overordnede mål har været at skabe nye værktøjer til udnyttelse af potentialerne i både kvinder og mænds forskellige ledelsesformer.
I alt har 178 ledere deltaget i projektet og har i netværksgrupper arbejdet med temaet, mangfoldighed, køn og ledelse gennem forskellige metoder og processer. Resultaterne af netværksgruppernes arbejde blev fremlagt på konferencen, som også bød på en tale af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og foredrag af bl.a. hjerneforsker Peter Lund Madsen og professor Steen Hildebrandt.
Connectia er glade for at have støttet dette projekt
Connectia har sponseret de tre Trampolinkonferencer og har derudover aktivt taget del i projektet, idet Marie Elisabeth Hansen, direktør i Connectia har været netværksdeltager med ledere fra EDB Gruppen, BRF Kredit, Rigspolitiet, Grundfos og Finansrådet.
Fokusér på kompetencerne og find talentet
Marie Elisabeth Hansen fra Connectia bidrog til konferencen med et indlæg om at få ”talenterne ud af busken”. Dette fremlagde hun sammen med HR direktør Tina Bodin, EDB Gruppen, og HR projektleder Christopher Mikkelsen, BRF Kredit.
I løbet af projektet og arbejdet i netværksgruppen blev det klart, at det ikke handler om at have fokus på køn. Fokus på køn i forbindelse med lederrekrutteringen, vil problematisere kønnet frem for at gøre det til en ressource. At gå målrettet efter kvinder vil kun være med til at svække kvinderne. Køn er derimod blot en lille del af en helhed, som lederne skal være opmærksomme på.
Et af netværksgruppens budskaber er derfor ”rekruttér ikke direkte efter kvinder, rekruttér efter kompetencer”. Som leder skal man løsrive sig fra ligheden og gå målrettet efter forskelligheden. Det handler om at skabe en arbejdsplads, hvor man ikke tænker i antal kvinder og mænd, men hvor man tænker i mangfoldighed.
”Hvis vi skal nedbryde barriererne for ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet, skal vi først nedbryde selve begrebet ligestilling. Som ledere skal vi fokusere på kompetencer, motivation og mangfoldighed og ikke på køn.” Dette vil skabe rum for talentet og sikre, at virksomheden får de rette ledere.
Mangfoldighed, ressourcer og kompetencer
Steen Hildebrandt, professor i organisations- og ledelsesteori ved Handelshøjskolen i Århus var enig i, at kønnet blot er en lille del af helheden, som virksomhederne skal være opmærksomme på. Hildebrandt gav med foredraget ”Mangfoldighed, ressourcer og kompetencer” sin mening til kende om det manglende fokus på mangfoldighed på det danske arbejdsmarked og samfundet som helhed.
Vi skal have øjnene op for mangfoldighed. ”Vi må opgive at fokusere på den intelligente intelligens, for hvis vi strømliner mod denne intelligens, bliver vi fattige”. Arbejdsmarkedet står i dag over for den udfordring at skulle kunne rumme enhver med enhver slags intelligensprofil og gøre denne mangfoldighed til et aktiv. I et land som Danmark skal vi i fremtiden leve af innovation og nytænkning. Hvis vi allerede på børnehaveklasseniveau forsøger at strømline og rette børnene ind efter et helt bestemt intelligensmønster, modarbejder vi vores egne fremtidsmuligheder. Vi kvæler dem med en anderledes intelligensprofil, som måske netop er den gruppe, som kunne blive fremtidens innovatører.
Innovation gennem diskussion
Både foredragsholderne og de mange netværksgrupper kom med gode bud på, hvordan vi i fremtiden kan sikre at forskelligheden og potentialet i kvinders og mænds ledelsesstil bliver et aktiv for virksomheden. Men Trampolinprojektet og konferencen gav lige så mange spørgsmål som svar. Projektet er således forhåbentligt startskuddet til en fremtidig diskussion, som kan føre os på sporet af innovation.
|