Nyheder
Nyhedsarkiv
Connectia NEWS
Lad dig forføre og transformere!

”Når vi går ind i et stormagasin, er det ikke længere for at shoppe. Vi er på udkig efter nye oplevelser – og allerhelst skal de forandre os som mennesker”. Sådan lyder hovedbudskabet i en artikel i avisen MetroXpress, hvor Nicolai Jørgensen fra Connectia er blevet interviewet om fænomenet oplevelsesøkonomi. Vi vil have oplevelser - vi vil have ting med historie og autenticitet! Og allerhelst vil vi designe varerne selv.

Vi vil opleve. Vi vil begejstres, forkæles og forføres. At det forholder sig sådan er muligvis ikke noget nyt. Det nye ligger i højere grad i, at vi ønsker at opleve ikke bare sommetider, men hver gang vi køber ind. Det er ikke længere nok, at butikkerne blot placerer de prismærkede varer på hylderne – og så overlader oplevelserne til andre brancher. I dag skal detailhandlen give oplevelser. Selve oplevelsen skal styrke produktet og gøre det erhvervede produkt til en ting som indeholder en historie og som er unikt. Og ikke mindst skal oplevelsen opbygge et brand, som kunden kan identificere sig med.

Ude i den store verden skabes der butikker, som bliver til hele templer til dyrkelse af brandreligionen. Her kommer og mødes de loyale brand-fans, som igennem fælles købsoplevelser får skabt et community, alt imens de designer deres helt eget, unikke og personlige produkt. Der opbygges en tro på noget, der er større end produktet selv.

Forbrugeren som oplevelseskonsument
Det nye fokus på købsoplevelsen er udtryk for, at nutidens forbrugere har et stort overskud. Det er ikke nok bare at købe en vare. Selve erhvervelsesprocessen er vigtig! Derfor handler det om at skabe de største oplevelser i forbindelser med købet af produktet. Den der kan iscenesætte den bedste oplevelse, vinder.

Udviklingen i eksempelvis stormagasinerne lige nu kan sammenlignes med, når vi køber merchandise fra en Rolling Stones koncert eller fra Disney World. Vi køber ikke t-shirten eller nøgleringen på grund af dens farve, kvalitet eller brugbarhed, men fordi den vil få os til at huske selve oplevelsen. Af samme grund kan der sælges kaffe på Markus Pladsen i Venedig til 120 kroner per kop - Det er ganske simpelt oplevelsen værd!

Design din identitet
Selvom mange butikker og stormagasiner i Danmark har fået øjnene op for oplevelsesøkonomien og de nye krav som kunden stiller, er der stadig lang vej før de danske butikker kommer op på samme oplevelsesniveau som fx amerikanske butikker. De danske forbrugere er klar til næste trin i udviklingen. De vil gerne være prosumenter – en blanding mellem konsumenter og producenter. De vil sammensætte deres egne morgenmadsprodukter, som man ser det i USA i dag med produktet Ceriality. De vil bygge deres egen bamse, som vi kender det fra Build-A-Bear, og de vil gå med eget designet slips, sådan som Ralph Lauren tilbyder.

Vi bruger varer og oplevelser til selv at designe vores identitet på tværs af traditionelle identitetsskabende faktorer, såsom familie, bopæl og køn. Og vi vil ikke være som de andre. Derfor skal varen kunne formes på forskellige måder. Men også oplevelsen skal kunne formes forskelligt. Det er ikke nok med oplevelse i metermål. Vi vil opleve, men vi vil ikke opleve det samme som de andre.

Og her stopper udviklingen ikke. Tendenser kan anes i horisonten. Det næste skridt bliver, at kunden vil transformeres. De vil have købsoplevelser, hvor de kommer ind som én person og ud igen som en anden - forandret, klogere, underholdt og beriget med en æstetisk oplevelse ud over det sædvanlige.

Artiklen er skrevet på baggrund af interviewet med Nicolai Jørgensen i MetroXpress men er ikke en gengivelse

 
   
Connectia A/S | Nørre Farimagsgade 45 | DK-1364 København K | Tel. (+45) 72 10 00 25 Connectia Sverige | Kärleksgatan 2A | S-211 45 Malmö
Connectia A/S | Rosenørnsgade 6 | DK-8900 Randers | Tel. (+45) 72 10 00 25 Connectia Norge | Postboks 5221, Majorstuen | N-0303 Oslo