Nyheder
Nyhedsarkiv
Connectia NEWS

Suppe kogt på de mest stillede spørgsmål

På baggrund af det nu opløste Erhvervsbladets Virksomhedsråd seneste års spørgsmål fra læserne, danner der sig et tydeligt spørgemønster.

Igennem de seneste år har Erhvervsbladet haft et Virksomhedsråd, som har besvaret spørgsmål fra læserne. Virksomhedsrådet er nu ophørt med at eksistere, men der har dannet sig et mønster i de problemstillinger, der er blevet stillet inden for det bredere Human Resource område. Det giver et meget godt billede af, hvad der optager specielt linieledere i deres hverdag.

Hvordan behandles vanskelige medarbejdere?
Mange ledere har vanskeligt ved at klare brokkehovederne, der viser negativitet over for leder, virksomhed, kunder eller kolleger. De skaber problemer i det daglige samarbejde, gør kunderne utilfredse og fremprovokerer konflikter og kriser.

Hvordan gøres strategi anvendelig i hverdagen?
Mange topledere er ikke dygtige til at kommunikere virksomhedernes strategier på en sådan måde, at man på de lavere niveauer i organisationen forstår strategierne og dermed bliver i stand til at operationalisere dem. Det gælder i særlig grad de overvejelser og formuleringer, der beskriver en virksomheds mission, vision og værdier. Men det kan også ofte dreje sig om konkrete forretningsstrategier. Når denne kommunikation ikke er effektiv, vil strategierne aldrig virke.

Dårlige ledere
Mange har klaget deres nød over det, de har oplevet som dårlig ledelse. Det kan opstå på alle niveauer i virksomheden, men typisk er det klager over ledere med personaleansvar, som ikke har formel træning i området eller klager over topledelsen, ikke sjældent ejer-lederen, der ofte på samme tid er ildsjælen og igangsætteren i virksomheden og derfor ofte glemmer de behov, som opstår i en medarbejdergruppe.

Svært at ændre medarbejdernes adfærd
Når lederne har forstået hvilke mål, der skal opnås, har de ofte svært ved at overføre det på en ny og målrettet adfærd hos medarbejderne. "Jeg har sagt det hundrede gange..." er et typisk udsagn fra en leder. Så på trods af MUS eller PUS er det ofte vanskeligt at få styret præstationerne i den rigtige retning

Min egen karriere
Flere har spurgt, hvordan de selv kommer videre og er usikre på, hvornår det er det rigtige tidspunkt at finde nye græsgange. En del spørgsmål er kommet fra ledere i mindre virksomheder, hvor der ikke er så mange karriereveje. Derfor er dette også en udfordring for den lille virksomhed og ikke mindst ejer-lederen, der ofte af spørgerne er udsat for en vis kritik.

Hvordan får jeg mit team til at fungere?
Også udviklingen af en målrettet entusiasme i et team er vigtig, og mange ledere er usikre i denne situation. Nogle gange forfalder de til en team-udvikling centreret om en fysisk aktivitet, som lige her-og-nu er sjov og udfordrende for deltagerne, men som på længere sigt ikke byder på resultater.

Når HR bliver til et ledelsesansvar
Specielt ledere i små og mellemstore virksomheder, der ikke har en HR-afdeling, står selv med en række HR relaterede udfordringer, som de ikke er uddannet til at håndtere. Det gælder specielt ansættelse af nye medarbejdere, gennemførelse af samtaler med ansøgere og de usikkerheder, der opstår, når man ikke i disse situationer har fast grund under fødderne. Men også en række situationer, der fordrer viden om personalejura og formelle ansættelsesforhold, bliver udfordringer for disse ledere.

Kilde: Nyt om efteruddannelse, 2008

 
   
Connectia A/S | Nørre Farimagsgade 45 | DK-1364 København K | Tel. (+45) 72 10 00 25 Connectia Sverige | Kärleksgatan 2A | S-211 45 Malmö
Connectia A/S | Rosenørnsgade 6 | DK-8900 Randers | Tel. (+45) 72 10 00 25 Connectia Norge | Postboks 5221, Majorstuen | N-0303 Oslo