|
De er ikke bare flinke hos FONA, medarbejderne er også engagerede og loyale. Et resultat af den interne branding, ejeren F Group A/S har igangsat.

Ubarmhjertig hård konkurrence blandt radio-tv-kæderne tvinger aktørerne til nytænkning. Udfordringen går bl.a. på at differentiere sig fra andre kæder - på at gøre en forskel, som forbrugerne kan huske.
F GROUP er en af de førende virksomheder med kæderne FONA og Electric City. Organisationen fik for alvor volumen med fusionen af Fredgaard og FONA, som nu er samlet i FONA-kæden med 85 butikker. Electric City tæller fem butikker. Og det var netop i forbindelse med fusionen i 2001, at ledelsen søsatte et internt brandingprojekt.
"Det var jo to fjender, som blev samlet i en ny familie, og den slags sammenføringer kan let give problemer." "Derfor var det nødvendigt at få udarbejdet en ny forretningsmodel, nogle nye forretningsidéer og visioner samt et nyt værdi-, ledelses- og medarbejdergrundlag for at få alle medarbejdere til at trække i samme retning," siger personale- og uddannelseschef Søren Hansen fra F GROUP.
Medarbejderne blevet taget med på råd, da den nye strategi skulle lægges.
"Det virker. Siden har de målinger, vi foretager af såvel medarbejdertilfredshed som medarbejderloyalitet, været stigende i den rigtige retning," forklarer Søren Hansen. "Med intern branding har vi fået skabt et stort vinderteam, som er klar til at møde fremtidens udfordringer." Fællesskabet er udtrykt tydeligt i det overordnede værdigrundlag: Et vinderteam - vi skal lykkes sammen.
Med på holdet er Connectia som bl.a. har stået for personaleudvikling.
Tilfredshed og gejst
Butikscheferne har i det daglige ansvaret for, at medarbejderne forstår ideen med intern branding. Filosofien er kort fortalt, at medarbejderne skal kende deres virksomhed ud og ind. Hvad virksomheden står for, og hvor den vil hen. Jo større kendskab til virksomhed og koncept, jo større engagement, arbejdsglæde og loyalitet. Værdier er med til at skabe tilfredse medarbejdere og dermed også loyale kunder, som igen er vejen til øget lønsomhed og en bedre position på det trængte marked.
Vedholdende effekt
Missionen med at få medarbejderne til at forstå sammenhængene er lykkedes. Omsætningen af medarbejdere og ledere er faldet til et acceptabelt niveau. Også selv om virksomheden sidste år måtte lukke nogle få butikker.
"Lukninger skaber altid utryghed. Derudover har vi haft en stagnerende forretningsmæssig udvikling. Alligevel har vi kunnet bevare en meget høj gnist og loyalitet blandt medarbejderne," fremhæver Søren Hansen•
Læs mere om Connectia
|